Skallingen
Man kommer til Skallingen via Ho. Halvøen er et enestående naturområde, der udvikler sig på naturens egne præmisser – kun hjulpet af græssende kvæg i sommerperioden. Halvøen er et vigtigt yngleområde og spisekammer for mange fuglearter.
Skallingen er en forholdsvis ’ny’ halvø. Den blev dannet for snart 400 år siden i forbindelse med en stor stormflod, der udslettede det nærliggende fiskerleje Sønderside. Strømforholdene ændrede sig som følge af stormfloden, og store sandbanker byggede efterhånden halvøen op.
Skallingen er stadig og i konstant forandring. Ca. 3 m. af klitterne ædes hvert år af havet. Det betyder, at stranden nogle steder næsten går direkte over i den bagved liggende strandeng.
Navnet Skallingen menes at stamme fra skalling, som betyder nøgen lyngbakke. Staten opkøbte området i 1979, og i dag er området fredet og overladt til naturens forgodtbefindende. Halvøen fungerer som yngle- og rasteplads for et varieret fugleliv, og om sommeren græsser kvæg på engene.
I 2012 blev Skallingen helt renset for de sidste af de 72.000 miner, der blev udlagt som en del af Atlantvolden under 2.Verdenskrig. Det betyder, at man nu kan komme hele halvøen rundt. Der blev i forbindelse med rydningen etableret en sti, så man kan komme helt ned til sydspidsen. Om sommeren arrangeres ture til Skallingens sydspids både til fods og i traktorvogn.
Man kan besøge Skallingen i bil, på cykel eller til fods. For at komme ud til halvøen, skal man først til Ho og videre et par kilometer igennem Ho Plantage. Herfra går en gammel ensporet militærvej ud til p-pladsen, hvorfra resten af turen foregår enten til fods eller på cykel. Undervejs er det muligt at besøge Madpakkehuset, som tidligere var vogterhus og før den tid redningsstation. Hunde må ikke medtages – heller ikke selv om de er i snor.
Der er indsamlet og offentliggjort megen viden om halvøen .Nedenfor finder du links til Skallingen, og her kan du se seværdighederne på kortet til venstre.
Læs om dyr og planter på halvøen.
Læs om naturen på halvøen året rundt.
Læs om Ho Bugt og Skallingen
Læs om vandre- og guidede ture samt andre nyttige informationer.