Baderåd

Selv om strandene ved Blåvand generelt er meget sikre at bade fra, er det stadig Vesterhavet. Det er derfor klogt at forebygge ulykker ved at følge Trygfondens 5 baderåd:

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne

De fem baderåd: klik her.

Revlehuller: klik her.

Redningsnumre: klik her.

Sikker strandtur: klik her.

Vis hensyn

Sæler

I juni og juli fødes sælungerne, og man kan derfor opleve at finde en sælunge, der ligger alene på stranden. Man skal lade den ligge – også selv om den ser både sød og fortabt ud. Når ungerne ligger alene på stranden, er det næsten altid, fordi moderen er ude for at søge efter føde, så hun kan producere mælk til ungen. Det er vigtig at lade dem være i fred og holde afstand til dem, da man ellers risikerer, at moderen ikke tør komme ind til ungen. Det er også vigtigt at holde hunde på afstand af dem. Læs nærmere på naturstyrelsens hjemmeside.

Fugle

I de år hvor dværgterner yngler på Nordstranden, er der om sommeren på stranden lidt nord for Blåvandshuk opsat afspærringer med snor. Det er gjort for at dværgternerne kan få fred i yngleperioden. Disse fugle yngler direkte i sandet og er derfor forholdsvis ubeskyttede, når mange mennesker og hunde besøger stedet. Vis derfor respekt for indhegningen, hvis du går tur i området – og husk at holde hunden i snor.

Det kan være fristende at tage billeder af måger, der i store flokke flyver op, når den lille pode eller hunden løber hen imod dem. Men tænk på, at når det sker rigtig mange gange i løbet af en dag, så får det konsekvenser for mågernes fødeindtag og dermed overlevelse.