Ferien – eller rettere sommerferien er lige om hjørnet for de fleste af os. Vi glæder os, og ser frem til samvær med familie og venner enten herhjemme eller på en destination i udlandet.

I dag er retten til 6 ugers ferie en selvfølge, men sådan har det ikke altid været.

For lidt over hundrede år siden eksisterede begrebet ferie knap nok. Og de, der kendte til begrebet var primært velhavende københavnere, der ’tog på landet’ henover sommeren. Feriebegrebet begyndte så småt at brede sig til en større del af befolkningen i 1920’erne. For mange var ferie lig med cykelture til kysterne, hvor man så overnattede i telt. I 1938 kom den første danske ferielov, der gav ret til 2 ugers ferie med løn. I kølvandet på ferieloven oprettes Dansk Folkeferie som en organisation, der med stor succes sendte hundrede tusindvis af danskere afsted til primitive hytter ved vandet eller på bus- og cykelture. Stadig var langt den mest almindelige ferieform dog at besøge venner og familie rundt om i landet. Man brugte ferien på at bade, nyde solen, spille spil og dyrke samvær og fællesskab.

Fra 1950’erne dukker charterbegrebet op. Først som busture sydpå og senere med fly til destinationer, hvor ferieopholdet var mere eller mindre organiseret på forhånd.

Det betød dog ikke, at alle tilbragte ferien udenlands. I takt med velstandsstigningen og bilens udbredelse blev der i 1960’erne og 70’erne opført rigtig mange sommerhuse. Mange af dem ligger stadig i ferielandskabet, men en del har undergået moderniseringer og udvidelser. Også campinglivet udviklede sig i disse årtier. Fra primitive bomuldstelte til store kulørte villatelte og senere også campingvogne med fortelte. Campingpladserne er blevet stadig mere avancerede og luksuriøse med faciliteter, der omfatter hytter og diverse fritidsaktiviteter. I Blåvand har Hvidbjerg Strand Feriepark netop fået tildelt en ekstraordinær 6. stjerne for sine omfattende faciliteter.

Selv om turistarrangørerne gerne ser en større feriespredning, er det dog stadig sommermånederne juli og august, der står for den største feriekoncentration. Og i år, hvor vejret i den grad er med os, må vi antage, at mange vælger at feriere i Danmark

Rigtig god sommerferie.

Under Blåvands historie kan du nederst læse om Blåvand som feriedestination:https://blaavand.net/blaavands-historie/blaavands-historie-den-lange-udgave/