Blåvands historie – den lange udgave

Lokaliteten Blåvand

Lokaliteten Blåvand bestod oprindeligt kun af området mellem Blåvand Kro og Blåvand Fyr. Blåvand var en del af Oksby Sogn, der også omfattede lokaliteterne Sønder-, Øster- og Nørre Oksby, Vandflod, Midtby samt spredte bebyggelser i Hvidbjerg, Grønbjerg og Tane. I daglig tale kaldes hele dette område for Blåvand. Geografisk afgrænses Blåvand mod øst af Ho, mod nord af Kallesmærsk Hede, mod nordvest af Blåvand Fyr og mod sydvest af havet.

Oksby Sogn omfattede også landsbyerne Mosevrå, Bordrup og Vejers. Sognets befolkningstal var i 1800 tallet mellem 6oo-900 personer. I dag er der registreret lige godt 300 indbyggere i Oksby.

Tidlig historie

De ældste arkæologiske fund i kystområdet ved Blåvand stammer fra den periode i historien, hvor Danmark og England var landfaste (ca. 12.000 –  6.000 år f.v.t.). Omkring ca. 7- 6.000 før vores tidsregning steg vandstanden stærkt, og Vesterhavet blev skabt samtidig med at stenalderbopladserne blev oversvømmede. Indimellem dukker der stadig levn fra disse bopladser op på stranden i form af opskyllede skeletdele (kan også være af forliste søfolk), hjortetaksøkser og forarbejdede ben-og ravgenstande.

Både på stranden og i baglandet findes mange levn fra Blåvands nyere historie. Det er helt almindeligt at finde opskyllede rester af gårde og huse på stranden. De lå tidligere der, hvor der nu er hav. Bag stranden gemmer sig rester af højryggede agre, som er gamle dyrkningssystemer, der går tilbage til middelalderen.

Man skal forestille sig Blåvand-Ho området som ret øde indtil begyndelsen af middelalderen. Første gang Oksby Sogn nævnes er i forbindelse med en omfattende sandflugt i 1340. Navnet Blåvand optræder første gang i 1664 som Blaauande, som betyder det mørke vand. Områdets beboere ernærede sig frem til slutningen af 1800-tallet ved en blanding af landbrug og fiskeri. De talrige – mange hundreder – strandinger og vragrester ved ’Dødens Rev’ (Horns Rev), kan også have suppleret den daglige økonomi.

Landbrug

Blåvandsområdet har fra naturens hånd ikke været det mest oplagte landbrugsområde. De sandede egne og den stærke blæst gav barske vilkår for opdyrkning. Oplysningerne om de tidlige landbrugsbedrifter er derfor også sparsomme. Dog ved man, at der fandtes flere sammenhængende landbrugsområder omkring Blåvand. De var især lokaliseret til områder, hvor der ikke var flyvesandsklitter. Ud over flyvesandet var det også et problem, at kysten åd sig ind på land, hvilket betød, at kysten eroderede og blotlagde landbrugsarealerne for en øget dræning direkte til havet. I sammenhæng med den stærke og udtørrende vind, sandfygninger og saltmættede luft blev livsvilkårene for kystens bønder særdeles barske.

Store dyrkningsarealer blev derfor opgivet. En del af disse ligger stadig bevaret som lange, ’højryggede agre’, der er sprunget i hede. Rester af disse middelalderlige dyrkningssystemer kan endnu ses på den del af TDC-grunden, der grænser op til parabolområdet. Først efter midten af 1800-tallet, hvor sandflugten var blevet mere stabiliseret, blev det muligt at få et hæderligt udbytte ud af de resterende, stadigt dyrkede områder.

Omlægningen fra korneksport til eksport baseret på animalsk produktion i slutningen af 1800-tallet betød for bønderne i Blåvandsområdet, at engområderne ved Grønningen og Ho Bugt blev taget i anvendelse for græsning og hø – hvilket de i et vist omfang stadig bruges til.

Andelstiden

I forbindelse med omlægningen til husdyrhold blev de første andelsmejerier oprettet. Herved kunne man udnytte stordriftsfordele til at producere mere ensartede og salgbare produkter. Det første andelsmejeri i Danmark blev oprettet i Hjedding i 1882 (ved Ølgod) og i 1888 fulgte oprettelsen af et andelsmejeri i Ho, der dækkede områderne Ho, Blåvand, Bredmose og Oksby. Mejeriet krævede udbygning og renovering, men Ho- og Oksbybeboerne kunne ikke blive enige om, hvor et nyt mejeri skulle placeres. Det resulterede i, at mejeriet Blåvandshuk blev opført i 1914. Det blev placeret overfor kirken og den daværende skole. I dag huser mejeriet Ravsliberen og andre forretninger. Ved siden af mejeriet blev der også oprettet en andelsbaseret brugsforening.

Fåreavl har altid haft en stor betydning på de sandede jorder, og det årlige fåremarked i Ho spillede indtil midten af 1970’erne en vigtig rolle i lokalsamfundet. I dag afholdes Ho Fåremarked stadig – men med et par klappefår og ellers mest karakter af kræmmermarked.

Fiskeri

Sønderside  – som i dag ikke eksisterer – var i 14-1500 tallet Jyllands største fiskerleje og en livlig handelsplads. Sønderside lå mellem Ho Plantage og Skallingen. Handel var dengang forbeholdt købstæderne. Så hvad der foregik i Sønderside, må betegnes som smughandel, og stedet blev dengang opfattet som en slags smuglerrede.

I forårsmånederne flyttede folk fra de omkringliggende landbrug til Sønderside for at fiske, hvilket øgede indbyggertallet til omkring 1000 personer. Det gjorde fiskerlejet Sønderside til en af de 6-7 største byer i Danmark i de perioder, fiskeriet stod på.

Nedgangen for fiskeriet begyndte så småt efter reformationen i 1536, hvor det ikke længere var pålagt folk at spise fisk i fasteperioden. Samtidig blev sejladsen til fiskerlejet vanskeliggjort af de voksende sandaflejringer i bugten. Det afgørende vendepunkt kom dog i 1634, hvor en voldsom stormflod gjorde det af med fiskerlejet Sønderside.

Fiskeriet stoppede dog ikke. Fra kilder ved man, at der i starten af 1600-tallet var 6 fiskerbåde i Oksby og 11 i Ho, Mosevrå, Bredmose og Vejers.  Fiskeriet foregik fra den åbne strand, men blev forberedt i hjemmene i et dertil indrettet knæhus, som fandtes ved de fleste gårde og huse. Når fiskerne kom tilbage fra havet, rejste de i klitterne et signal med årer, der ved hjælp af placeringen skulle vise, hvor mange vogne de havde brug for til at køre fangsten hjem. Fiskeriet udgjorde frem til midten af 1800-tallet en væsentlig del af eksistensgrundlaget dog oftest i kombination med landbrug. Med opførelsen af Esbjerg Havn i 1868 stagnerede kystfiskeriet i Blåvandsområdet.

Strandinger

Horns Rev blev på datidens søkort kaldt ’Dødens Rev’. Det var kendt viden om som et af de farligste farvande i Verden. Strandingerne kan tælles i tusinder. Selv om det var forbudt, blev strandede skibe og ilanddrevet gods af kystens beboere betragtet som værdier, man frit kunne gøre brug af og som et supplement til indtægten.

Druknede søfolk, som ikke kunne identificeres blev begravet på begravelsespladser, bl.a.  Dødemandsbjerg, som lå mellem Hvidbjerg strand og Fyret og på Sct. Enders Kapelbanke, som før midten af 1600-tallet blev brugt som kirkegård.  Der herskede en del overtro i forbindelse med de druknede søfolk, strandvaskerne, som de også blev kaldt. De blev trukket så langt op på stranden, at havet ikke kunne tage dem, da det var en udbredt frygt, at de druknede ellers ville gå igen og forfølge den, der ikke hjalp den druknede ud af havets favntag.

I 1872 blev det forbudt at begrave uidentificerede druknede på uindviede begravelsespladser. De druknede skulle nu begraves i kiste på en kirkegård og registreres. Skibbrudne, som reddede sig i land, fik husly og pleje hos de lokale beboere.

Blåvand Redningsstation

Redningsstationer

I 1843 mistede 23 beboere i Oksby Sogn livet i et forsøg på at komme et nødstedt skib til undsætning. Det medførte, at der på regeringsplan taget initiativer til oprettelse af et kystredningsvæsen. I Blåvand blev der etableret en redningsstation i 1852. Stationen dækkede området fra Skallingen til Vejers, indtil Skallingen i 1877 og Vejers i 1887 selv fik en redningsstation. Redningsstationerne står endnu som et vidnesbyrd om det barske Vesterhav.

På historiskatlas.dk. kan man ved at zoome ind på Blåvand læse om de enkelte strandinger.

Blåvandshuk Fyr

Hovedparten af de mange strandinger fandt sted ved Horns Rev, hvilket kunne tyde på, at der var behov for en form for afmærkning. I 1878 blev der etableret et fyrskib og knap 10 år senere i 1887 blev Blåvandshuk Fyr bygget. Fyret var imidlertid ikke i stand til at dække hele Horns Rev og Esbjerg Havn og blev derfor udvidet i 1900.  Fyret blev automatiseret i 1968 og har siden 2000 fungeret uden bemanding. Det er stadig i funktion, og kan ses 50-60 km ud over havet.

Det er muligt at komme op i fyret og i klart vejr nyde den formidable udsigt. I den tidligere fyrmesterbolig er indrettet turistkontor og udstilling om havvindmøllerne på Horns Rev.

Blåvand Radio

I 1914 blev Blåvand Radio indviet som en privat kystradiostation. Radiostationens opgave var bl.a. at opfange nødfrekvenser og koordinere redningstjenesten til søs. Senere også at ekspedere telegrammer og samtaler. Radiostationen blev opført ved siden af fyret og i 1921 blev der bygget tjenesteboliger med 4 lejligheder til stationens personale.

I takt med at flere fiskekuttere fik installeret radiotelefoner, steg behovet for en udvidelse af radiostationen. I 1938 kunne Blåvand Radio indvie nye og større lokaliteter i et område tættere på byen. Samtidig blev der opført 7 rækkehuse til medarbejderne. Efter datidens forhold var de store og funktionelle.

Få år efter indvielsen blev stationen og dens tjenesteboliger beslaglagt af tyske soldater. Efter krigen kom der igen fuld fart på radiostationen, nu også med mange af de teknologiske tiltag, der efter krigen blev tilpasset civile formål. Blåvand Radio var for søfarten livlinen til land og for søfolkenes familier var den livlinen til deres kære på havet.

Etableringen af automatiske satellitforbindelser i midten af 1980-erne og et gryende mobiltelefonnet bevirkede, at Blåvand Radio i 1995 blev nedlagt og omdannet til satellitjordstation – placeret ved de store parabolantenner. I dag er parabolvirksomheden overtaget af et amerikansk firma.

Kallesmærsk Hede

I kølvandet på 1. verdenskrig skete der en teknologisk udvikling af de militære våbensystemer. Det medførte et behov for større skyde- og øvelsesterræner. Valget faldt på Kallesmærsk Hede, der i 1929 -32 blev genstand for en omfattende ekspropriation. Under besættelsen blev området beslaglagt og benyttet af den tyske besættelsesmagt, som endog gennemtvang en udvidelse af området. I slutningen af 1960’erne foregik endnu en massiv udvidelse af øvelsesområdet. Nye militære materieltyper og fælles NATO-øvelser krævede større øvelsesarealer. Et stort område mellem Vejers og Kærgaard blev eksproprieret, hvilket betød, at landsbyerne – ikke lokaliteterne – Vejers, Grærup, Børsmose, Kærgaard og Mosevrå blev slettet fra landkortet og lokalsamfundene nedlagt.

I dag findes spredte tilmurede bebyggelser, der anvendes som øvelsesterræn for militæret. Visse dele af området kan besøges, når den røde kugle og afspærringer ikke signalerer, at området benyttes til militærøvelser. Af sikkerhedshensyn er det forbudt at bevæge sig rundt i området uden for vejsystemet. Militæret afholder hvert år i juni en ’åben hede’ dag, hvor besøgende kan blive klogere på aktiviteterne.

Hvor trist det end har været for de folk, der måtte forlade deres hjem, fordi militæret skulle bruge området – så har det set med nutidens øjne også haft den positive effekt, at Kallesmærsk Hede i dag fremstår som et forholdsvist uspoleret mindesmærke over den karakteristiske vestjyske natur tæt på havet.

Skolen

De tidligste efterretninger om skoler i Blåvandområdet kendes fra starten af 1830’erne. Dengang var det almindeligt, at den lokale degn stod for undervisningen, og hans bolig var derfor også stedets skole. Stigende elevtal betød, at skolen i 1876 blev udvidet. I 1899 blev der bygget en ny skole.

Den gamle skole har i en lang årrække fungeret som lokalhistorisk museum, men er blevet rømmet, da alle aktiviteter samles i det nye Tirpitz-museum. I dag fungerer huset som medborgerhus

Skiftende skolereformer og nedlæggelse af de såkaldte forskoler i nabolaget bevirkede, at der i ca. 1960 blev opført en centralskole i Blåvand, som dækkede undervisningen til og med 7.skoleår. Skolen blev nedlagt allerede i 1974, da elevgrundlaget var væsentlig ændret.

Efter en periode som lokalt aktivitetscenter blev skolen i 2014 solgt til en lokal investor, som har udstykket det tidligere skoleområde til ferieboliger. Skolen kan ikke længere ses, da den er revet ned.

Kirken

Kirken er opført i 1891 til afløsning af den gamle Oksby Kirke, der var så medtaget af sandfygninger, at den ikke stod til at redde. Det eneste, der er tilbage af  Oksby gamle kirke, er kirkegården, som kan besøges. Enkelte elementer af den gamle Oksby kirke kan genfindes i den nye. Det drejer sig om kirkeskibet, alterfigurer samt et maleri af de tolv apostle fra 1650.  Læs mere om kirken her.

Anden Verdenskrig

Blåvands beliggenhed betød, at man kunne trues af invasion fra vest. Derfor blev byen hurtigt efter 9.april 1940 besat af tyske tropper. Fyret blev slukket og Blåvand Radio blev beslaglagt. Mange private huse og sommerhuse blev ligeledes beslaglagt og benyttet til indkvartering for de tyske soldater. Der blev opført barakker og kommandørboliger, hvoraf en enkelt endnu ligger på Lille Strandvej.  Den er i dag privatejet sommerhus.

Atlantvolden

Bunkers

De mange bunkers ved Blåvand var led i Atlantvolden, der udgjorde et væsentligt element i det tyske kystforsvar. Det strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne i Spanien.

I Blåvand er Tirpitz- stillingen den mest spektakulære af de mange bunkers. Den blev opført 1944 med det formål at beskytte indsejlingen til Esbjerg, der var et strategisk vigtigt punkt. Den skulle bestykkes med en 40 cm kanon fra slagskibet Tirpitz. Den kom dog aldrig i funktion. Kanonen nåede kun til Guldager Station, og befrielsen kom, inden byggeriet var færdigt. Et af områdets andre store bunkeranlæg er Bøffelstillingen, der med radaranlæg var en del af varslingssystemet. I dag er Tirpitz-stillingen en del af Varde Museum. Museet har netop fuldført en kæmpe udbygning, der kommer til at samle Blåvandegnens museer under ét i Tirpitzmuseet. Bøffelstillingen fungerer i dag som et udsigtspunkt ind over klitheden og Kallesmærsk Hede.

I klitterne tæt på kysten lå et stort antal bunkers, der skulle fungere som forsvarsanlæg. Længere tilbagetrukket lå bunkers med bl.a. indkvarterings- og kommandofunktioner. En del af disse er i dag dækket af sand og vegetation, mens mange af dem, der dengang lå i klitrækken, nu er sunket længere ned i sandet og på vej til at blive opslugt af havet.

I 1995, som var 50-året efter krigen, blev fire bunkers på Blåvand Strand forsynet med jernsilhuetter, der forestiller muldyrhoveder. Symbolikken ligger i, at et muldyr ikke kan formere sig, og skal som sådan udtrykke et fredssymbol.

Miner

Som led i Atlantvoldens forsvarsanlæg blev der i 1944 på Skallingen udlagt 72.000 miner. Efter krigen blev et stort antal tyske soldater udkommanderet til at fjerne minerne. De fleste blev fjernet i 1945, men først i 2012 er området via en gennemgribende rydning blevet erklæret helt minefrit. Betonvejen, som fører ud til Skallingen, er anlagt af tyskerne, og er således endnu et levn fra krigens tid. Filmen ‘Under Sandet’ skildrer tyskernes minerydningsarbejde efter krigen.

Blåvandlejren

I årene 1942-45 var Blåvandlejren, som lå ude bag fyret, ramme om en tysk arbejdslejr, hvor bl.a. udskrevne danske tvangsarbejdere og russiske krigsfanger var indlogeret, mens de arbejdede med udbygningen af Atlantvolden. Umiddelbart efter krigen blev lejren benyttet som flygtningelejr for sovjetiske flygtninge. Der boede op til 1400 mennesker i lejren. I dag er der intet tilbage af lejren ud over skilte og branddamme, der markerer placeringen og historien. På Historisk Atlas og Forsvarets hjemmeside kan man danne sig et nærmere indtryk af Blåvandlejren.

Oksbøllejren

I Oksbøl havde tyskerne under 2.verdenskrig bygget en uddannelseslejr og genoptræningslejr. Efter krigen blev området udvidet og blev i årene 1945-49 Danmarks største flygtningelejr for tyskere. Ca. 35.000 personer boede i Oksbøllejren, og den fungerede som et selvstændigt samfund med egen skole, hospital og politi. Der findes endnu rester af lejren i området, og forsvaret arrangerer ind imellem foredrag og rundvisninger.

Ifølge planerne skal den gamle lazaretbygning omdannes til flygtningemuseum, der forventes at åbne i 2018.

Fra landsby til turiskmekka

Både før og efter krigen var Blåvand på mange måder at sammenligne med andre landsbyer på egnen. Der var et lokalt handelsliv og håndværksvirksomheder, der betjente omegnens og landsbyens beboere. Til bybilledet hørte også de ’udefra’ kommende ansatte på Blåvand Radio, ligesom nærheden til forsvaret i Oksbøl har haft en afsmittende virkning. Om sommeren blev indbyggertallet forøget med de mange sommerturister, der efterhånden fik øjnene op for Blåvands herligheder.

I starten af 1900-tallet indlogerede sommergæsterne sig privat eller på Blåvand Kro, men efterhånden blev der også opført sommervillaer – eller ’badevillaer’, som de blev kaldt. Også lokale gårde og huse blev opkøbt som sommerhuse.  Det var i århundredets start især velhavende københavnere, der slog sig ned i Blåvand for sommeren, men senere i århundredet fandt lokale landmænd ud af, at det var mere rentabelt at udstykke jorden til sommerhusgrunde end at dyrke den.

Fritidslivet indtager Blåvand

Antallet af sommerhuse var dog stadig begrænset, men i takt med den økonomiske velstand og den større fokus på fritidsliv i 1960’erne blev der bygget mange nye sommerhuse i Blåvand. I midten af 1960’er kunne antallet af sommerhuse tælles i hundreder, mens det i dag tælles i mange tusinde. Det var også i samme periode, at campinglivet for alvor ekspanderede. Fra primitive telte har campinglivet i Blåvand i dag udviklet sig til også at omfatte feriehytter med mulighed for wellness og badeland. Sommerhusbebyggelsen kom efterhånden til helt at dominere området, og det lokale erhvervsliv indrettede sig herefter. De lokale butikker blev enten udvidet eller erstattet med forretninger og virksomheder, beregnet på de mange turister.

Fritidslivet har indtaget Blåvand og er som sådan også omdrejningspunktet for kommune- og lokalplaner fremover. Varde Kommune opererer i sin seneste kommuneplan for Blåvand med begrebet ’Nordisk kystferieby’, hvor en række påtænkte tiltag skal give området et løft. Ved Hvidbjerg Strand er der opført et hotel og strandvillaer i strandkanten.

Seneste tiltag er projekt ’Blåvand Strandpark’, som kommer til at omfatte et serviceområde ved Hvidbjerg Strand – en boardwalk i klitterne fra Hvidbjerg til Blåvand Strand –  samt opførelsen af 50 ferieboliger i klitterne ved Blåvand Strand. Området omkring den tidligere centralskole er også under forandring til ferieboliger. Ifølge kommunens planer skal denne del af byen omdannes til café- og handelsmiljø.

Du kan læse mere om fremtidsplanerne for Blåvand i Kommuneplan 2017 – Blåvand.

“Ak, hvor forandret …”

Er titlen på en Steen Steensen Blicher novelle, som også fint kunne dække den udvikling, der er sket med Blåvand. Fra at være et tyndt befolket landbrugs- og fiskersamfund, hvor hverdagen  var en kamp mod havet og klitområderne, så ses både havet og klitterne nu som en medspiller, der har givet en økonomisk saltvandsindsprøjtning til både den fastboende befolkning og til kommunens pengekasse. Alt i alt et billede på, hvordan et lille landsbysamfund – på godt og ondt – har formået at tilpasse sig de op- og nedture, der også har kendetegnet det omgivende samfund og den historiske udvikling generelt.

 

Skulle du have fået lyst til at læse mere om Blåvands historie kan Palle Uhd Jepsen & Marianne Plougs bog Blåvand anbefales.